Råt bæst viser fremtidens Renault Twingo

d5yfgpan0vbbuccy7qkwRenault har netop afsløret den nye konceptbil – Twin’Run. En bæst af en minibil med rørchassis og V6-centermotor på 320 hk. Bilen er en hyldest til den legendariske R5 Turbo og Clio V6, men giver samtidig en klar indikation af, hvad vi kan vente os, når Twingo næste år går på pension.

”Twin’Run er en blanding af energi, passion og leder tanken hen på Renaults klassiske racerbiler”, siger Renaults chefdesigner, Laurens Van den Acker om den nye Twin’Run. Og han må vide hvad han taler om. Det er nemlig ham og hans team, som har designet bilen, der  gør hvad den kan, for ikke at gå i et med tapetet.

Den blå lakering med røde striber på siderne og på taget signalerer i den grad sport – det samme gør de røde dekorationselementer ved kølergrillen, luftindtaget, fælgene, og sidespejlene . Men mest synlig er det store 5 tal på dørene, der jo henviser til Renault 5 R5Turbo. Den klassiske rallybil fra 1980’erne.

Men det er ikke looks det hele. Til at drive bæstet har man skohornet V6 motoren som blandt andet findes i Laguna og Espace i dag, ned i den lille nye Renault. Twin’Run er baghjulstrukket og motoren er på 3,498 cc og yder 320 hk med et maksimalt drejningsmoment på 380 Nm. Det betyder sammen med en vægt på blot 950 kilo at bæstet går fra 0-100 km/t på dræbende 4.5 sekund og festen slutter først, når farten passerer de 250 km/t.

Hvis man skræller al staffagen af er Twin’Run mere end blot et koncept. Det er nemlig et blik på hvordan afløseren til Renault Twingo kommer til at se ud, når den introduceres næste år.

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.