EU’s transportministre tager skridt mod en mere effektiv europæisk luftfartsektor

Transportminister Henrik Dam Kristensen mødtes den 29. oktober 2012 med EU’s transportministre ved rådsmøde i Luxembourg for blandt andet at drøfte en mere effektiv udnyttelse af lufthavnene i EU, ensartede regler for periodisk bilsyn og et bedre samarbejde om lufttrafikstyring i Europa.

Ved mødet blev transportministrene enige om en indstilling vedrørende tildeling af slots i EU’s lufthavne.

Slots er tilladelser for luftfartsselskaber til bestemte afgangs- og ankomsttider i lufthavne. Formålet med forslaget er at organisere adgangen til de travleste lufthavne på en måde, der sikrer en optimal udnyttelse af kapaciteten i lufthavnene.

Ministrene blev også enige om at indgå en ny aftale mellem EU og Den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed, Eurocontrol. Aftalen skal danne rammerne for et bedre samarbejde i Europa om lufttrafikstyring.

I den forbindelse udtaler transportminister Henrik Dam Kristensen:

– Jeg synes, at det er positivt, at Rådet i dag tog et skridt mod en mere effektiv europæisk luftfartssektor. Travlheden i EU’s lufthavne vil stige markant i de kommende årtier. Derfor er det vigtigt med rammer, der sikrer den bedst mulige udnyttelse af kapaciteten i lufthavnene.

Find baggrundsmateriale fra mødet her: http://www.trm.dk

Pressekontakt
Jesper Damm Olsen
40 85 93 88

Transportministeriet
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Danmark


Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.