Ida Auken på ministerbesøg i Tjekkiet, Østrig og Ungarn

Grøn omstilling i Den Europæiske Union og FN-konferencen Rio+20 vil være på programmet, når miljøminister Ida Auken tirsdag og onsdag møder sine europæiske kolleger i Tjekkiet, Østrig og Ungarn.

Danmark overtager EU-formandskabet 1. januar 2012, og som en del af forberedelserne vil miljøminister Ida Auken på forhånd mødes med flere af sine europæiske ministerkolleger. Tirsdag og onsdag er det Tjekkiet, Østrig og Ungarn, der tager imod den danske miljøminister.

– Det er vigtigt for mig, at vi får sat et solidt, grønt aftryk på den miljøpolitik, EU skal føre de kommende år. Hvis vi skal lykkes med den store opgave, som et formandskab er, så er det helt afgørende, at vi har en god dialog med de andre medlemslande, så vi taler med én stemme, når svære forhandlinger skal på plads, siger miljøminister Ida Auken.

Tirsdag skal Ida Auken mødes i Prag med Tjekkiets miljøminister Tomas Chalupa, mens hun i Wien skal diskutere miljøpolitik med den østrigske miljøminister Nikolaus Berlakovich. Onsdag får kollegaen i Ungarn, miljøminister Zoltan Illes, besøg af den danske delegation.

Danske prioriteter i EU
På møderne med de europæiske kolleger vil miljøminister Ida Auken gøre rede for den danske regerings miljøpolitik, hvor grøn vækst vil være på dagsordenen. Men også Rio+20-mødet i Brasilien 20. – 22. juni 2012 vil blive diskuteret.

– Rio+20-mødet i Brasilien bliver en stor udfordring for det danske formandskab. Men hvis vi skal hjælpe miljøet, så er det nødvendigt, at alle landene lægger kræfterne sammen og arbejder i samme retning, siger miljøminister Ida Auken.

I næste uge skal Ida Auken rejse til Bruxelles for at deltage i det sidste rådsmøde på miljøområdet under det polske formandskab. Forud for mødet vil miljøministeren mødes med “The Green”, der består af de ti største europæiske miljøorganisationer med sammenlagt mere end 20 millioner medlemmer.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf.: 2561 7170, e-mail: mthor(at)mim.dk
Kontorchef Per Nylykke, Miljøministeriet, tlf.: 7254 6069, e-mail: pny(at)mim.dk

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.